Som onde ringe i vandet breder skole- og butiksdøden sig rundt omkring. Og med lukning af Søndbjerg efterskole og Dagli’-brugsen i Hvidbjerg som nedslående fakta tvinges vi nu osse helt lokalt til at se problemet i øjnene. Købmand Annette Pinderup i Kwik Spar hér i Uglev har varslet, at det – som tilstanden er p.t. – ikke er sikkert, at der i fremtiden vil være en butik i Uglev. Derfor opfordres alle til at give deres stemme til kende i dén debat, som vi håber at kunne starte med dette indlæg. Annette efterlyser folks synspunkter generelt. Er det f. eks. “hjerteblod” for byen, at der findes en købmand – eller er det bare “bekvemt” lige at kunne smutte op efter en kvart piskefløde? Alle kommentarer er velkomne og nødvendige i debatten! Som bruger af hjemmesiden kan du kommentere dette indlæg. Eller du kan udtrykke dig på andre måder. Men at det er nu, der skal handles, kan der nok ikke være megen tvivl om. Med Annettes ord: “Hvad vil lokalbefolkningen?”
UGLEV OG OMEGNS BORGERGRUPPE