Stuvende fuldt telt i Cirkus Albega

Ikke mindre end tre kilometer plastikstrimler udgjorde et meget overbevisende cirkustelt torsdag aften (7. feb.), da Cirkus Albega havde premiere for stuvende fulde stolerækker på Thyholm Friskole. Billetsælgerne kunne melde om et antal tilskuere på den gode side af 120. Ugerne op til premieren har fungeret som en workshop, hvor fokus udelukkende har været rettet mod cirkus. Alle har øvet ihærdigt på at jonglere, lave akrobatiske opstillinger, agere klovne og helt fjerde ting. Forestillingen blev indledt “på stylter” i festlige kostumer (billedet). Senere kunne man opleve cyklende bjørne såvel som en ualmindelig sej type, der uimponeret slængte sig på et tykt lag glasskår – for blot at nævne et par eksempler på, hvad der ventede det veloplagte publikum.

Skoleleder Svend Schrøder siger: – Mange elever opdager helt nye sider af sig selv i forbindelse med sådan et projekt. Og ingen kan stå helt alene, når det drejer sig om cirkus. I et cirkus er alt jo baseret på samarbejde. Det samme gælder faktisk på en skole, hvor alle skal trives.

Forud for premieren var der naturligvis en generalprøve. Thyholm Friskole havde inviteret både børnehaven og beboerne på plejehjemmet. Fra begge steder mødte man talstærkt op, og dette dejlige publikum var med til, at osse generalprøven blev en succes.

Senere kan der købes en dvd med Cirkus Albega, som nu takker af for denne gang og holder en velfortjent vinterferie!

THYHOLM FRISKOLE

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>