Busudflugt til Nationalpark Thy

Lørdag 25. maj 2013  kan du benytte en eksklusiv busafgang fra Stationen i Uglev med kurs nordpå til Nationalpark Thy. Undervejs gør vi bl. a. holdt ved Kirsten Kjærs Museum i Fjerritslev (billedet). Klik på linket herunder for at se hele programmet for turen. Der køres i bus fra Stationen kl. 9:00, og vi er hjemme igen kl. 18:00. Seneste frist for tilmelding er 13. maj. Foreningerne håber på god opbakning, godt vejr og fantastiske øjeblikke i den enestående natur!

Tur til Nationalpark Thy

UGLEV OG OMEGNS BORGERGRUPPE, SØNDBJERGFORENINGEN, STATIONEN & MENIGHEDSRÅDET

Generalforsamling i Uglev og Omegns Borgergruppe

Tirsdag 30. april kl. 19:00 ønsker Uglev og Omegns Borgergruppe at se dig til ordinær generalforsamling. Foreningen er vært ved lidt hjemmebag og kaffe. Formanden aflægger bestyrelsens årsberetning, og der er valg til bestyrelsen. Dagsorden ifølge vedtægterne. Generalforsamlingen løber af stablen på Thyholm Friskole. Alle er velkomne til en aften, hvor Uglev og opland er i centrum! I de kommende uger kommer vi rundt til alle husstande og tilbyder medlemskab. Kontingentsatsen forbliver uændret – 100 kr. for en husstand, 50 kr. for enlige. Samtidig modtager du foreningens årlige nyhedsbrev, som sågar kan læses lige hér: Nyhedsbrev april 2013

Vel mødt!

UGLEV OG OMEGNS BORGERGRUPPE

Spis sammen i konfirmandstuen skærtorsdag

Ingen uden Jesus vidste, at det måltid var hans sidste, da de tolv og han var samlet, for at spise påskelam.

Skærtorsdag (28. marts) er du velkommen til spisning af lam i præstegården, hvorefter der er gudstjeneste i Søndbjerg kirke. Det fælles måltid er kl. 18:00, gudstjenesten kl. 20:00. Se vedhæftede plakat for nærmere oplysning: Skærtorsdag

MENIGHEDSRÅDET

Bare et fly?

Karen K. Thomsen har sendt dette billede som supplement til det fænomen, som Bjarne Bentzen for et par uger siden oplevede på himlen over Søndbjerg (se indlægget nedenfor). Hun mener at kunne forklare, hvad det må have været: Et fly. Karens kommentar er vedhæftet indlægget herunder.

 

En tirsdag aften over Søndbjerg

Somme tider får man noget at se, som man ikke aner, hvad man skal mene om. Sådan et “syn” fik Bjarne Bentzen for nylig. Han var hurtig med kameraet og har sendt sit billede til offentlig forundring her på hjemmesiden. Bjarne skriver: “Himmellegeme eller lysfænomen set på himlen over Søndbjerg i sydvestlig retning tirsdag 19. februar 2013 kl. ca. 18:00. Ingen har tilsyneladende set det. Mærkeligt, ikke? Sover alle mennesker herovre?” Læg mærke til den tvedelte, lysende “hale”? Både et fly og en komet ville kun have én. Eller hvad? Bjarne Bentzen er interesseret i, hvad andre mener, dette kan være. Du er derfor velkommen til at kommentere dette indlæg og give dit kvalificerede bud! Så længe “tingesten” ikke er defineret, kan man vel med god ret kalde det en UFO – et uidentificeret flyvende objekt..?

Stuvende fuldt telt i Cirkus Albega

Ikke mindre end tre kilometer plastikstrimler udgjorde et meget overbevisende cirkustelt torsdag aften (7. feb.), da Cirkus Albega havde premiere for stuvende fulde stolerækker på Thyholm Friskole. Billetsælgerne kunne melde om et antal tilskuere på den gode side af 120. Ugerne op til premieren har fungeret som en workshop, hvor fokus udelukkende har været rettet mod cirkus. Alle har øvet ihærdigt på at jonglere, lave akrobatiske opstillinger, agere klovne og helt fjerde ting. Forestillingen blev indledt “på stylter” i festlige kostumer (billedet). Senere kunne man opleve cyklende bjørne såvel som en ualmindelig sej type, der uimponeret slængte sig på et tykt lag glasskår – for blot at nævne et par eksempler på, hvad der ventede det veloplagte publikum.

Skoleleder Svend Schrøder siger: – Mange elever opdager helt nye sider af sig selv i forbindelse med sådan et projekt. Og ingen kan stå helt alene, når det drejer sig om cirkus. I et cirkus er alt jo baseret på samarbejde. Det samme gælder faktisk på en skole, hvor alle skal trives.

Forud for premieren var der naturligvis en generalprøve. Thyholm Friskole havde inviteret både børnehaven og beboerne på plejehjemmet. Fra begge steder mødte man talstærkt op, og dette dejlige publikum var med til, at osse generalprøven blev en succes.

Senere kan der købes en dvd med Cirkus Albega, som nu takker af for denne gang og holder en velfortjent vinterferie!

THYHOLM FRISKOLE

Indskrivning på friskolen onsdag 6. februar

Børnehaveklassen skoleåret 2013/2014

Børn, der i kalenderåret 2013 fylder seks år kan optages. Børn, der fylder fem år inden 1. oktober 2013 og efter undervisning i børnehaveklassen kan forventes at gå i 1. klasse året efter. Indskrivning på skolen onsdag 6. februar kl. 16:00 – 17:00. Der er mulighed for at tale med klasselæreren og skolelederen. Børnehaveklassen samlæses med 1. og 2. klasse efter velovervejede pædagogiske principper. Svømning, udeskole, engelsk og musik allerede fra skolestart.  Skoleleder Svend Schrøder kan kontaktes på tlf. 97 87 50 09/28 12 07 78. Man er osse velkommen til at besøge skolen på Jupitervej 26. Se mere på www.thyholmfriskole.dk.

THYHOLM FRISKOLE

Farvel Kwik, velkommen Let-Køb

Anette Pinderup relancerer pr. 1. februar Uglevs købmandsforretninger under nyt navn: Let-Køb. I uge 7 er Anette parat med samtlige ugens tilbud, som altid kan ses på hjemmesiden www.letkoeb.nu. Læs mere på Let-Køb‘s egen lokale side via fanen Virksomheder i den sorte bjælke herover.

Let-Køb‘s egen side vil man om kort tid kunne finde tre særligt udvalgte tilbud hver uge.

Velkommen i Cirkus Albega

Vore ærede damer og herrer! Det er Thyholm Friskole en kæmpe fornøjelse at kunne byde velkommen til en alle tiders, super fantastisk, ganske fortryllende og en smule halsbrækkende cirkusforestilling i skolens “cirkustelt” (hallen) torsdag 7. februar kl. 19:00. Alle er velkomne! Tag familie og venner med til en festlig aften!

 

 

THYHOLM FRISKOLE

Vejr til varm kakao

På Thyholm Friskole er hveranden tirsdag ellers udeskole-dag. Men som bekendt er der ikke mange regler uden undtagelser. Eleverne i Beta (3. – 4. kl.) var tapre og bevægede sig langt omkring i kulden – men da de vendte temmelig vejrbidte tilbage til skolen, var der ikke andet at gøre end at få varmen med en baljefuld varm kakao. I Alfa (0. – 2. kl.) havde de i forvejen bestemt sig for, at kulden var for slem, så de var i gang tirsdag formiddag med at bage boller. På billedet ses fra venstre Emma, Laura, Lea og Janni i færd med at ælte dejen. I ugerne op til vinterferien omdannes skolen i øvrigt til et vaskeægte cirkus. Dette forløb kulminerer med en cirkusforestilling torsdag 7. februar om aftenen, som alle er velkomne til at komme og opleve. Nærmere information følger.

THYHOLM FRISKOLE

Tarteletter og fællessang

Fredag 8. februar er du meget velkommen på STATIONEN. Vi glæder os til at synge og spise sammen. Arrangementet begynder kl. 18:30. Se plakaten lige hér: Sangaften februar 2013

Husk osse, at du allerede i morgen, torsdag 24. januar kl. 19:30, kan komme og høre vores præst Nina i et foredrag med titlen “Fra ghettobarn til landsbypræst”.

Se endvidere STATIONENs egen side via fanen Foreninger i den sorte bjælke øverst på siden.

STATIONEN